Steffen Petersen Steffen Petersen

Det var et nemt valg

”Den nemme version er, at jeg mødte Anita på et netværk. Den svære version er, at jeg faktisk ikke vidste, jeg havde et behov. For jeg kunne ikke definere, hvad jeg manglede. Men da Anita poppede op, var det et nemt valg. Hvis hun ikke var dukket op, havde tingene måske udviklet sig i en anden retning.” Sådan begynder Steffen Petersen, ejer af Blikkenslagerfirmaet Steffen Petersen ApS, fortællingen om samarbejdet med Anita Hummelshøj Mikkelsen, ejer af Hummelshøj.

Hun giver mig modspil

Steffen Petersen mødte Anita Hummelshøj Mikkelsen på det helt rigtige tidspunkt. Han forklarer: ”Jeg havde gået og tænkt, hvad jeg ville gøre anderledes, når jeg startede selv. Jeg ville gerne have en rød tråd, men hvordan kommer man lige i gang med det? Og så dukkede hun op. Det var ikke så svært at vælge hende, for hun tog faktisk selv fat i mig.”

Han fortsætter: ”Hun har mange styrker, og en af dem er klart, at hun er god til at give mig modspil. Hun taler mig ikke bare efter munden. Jeg kan godt lide, når der er nogle, der siger: ’Nej, sådan er det ikke’. Det har jeg brug for. ” Han mener bestemt, det har haft en positiv effekt: ”Hun siger: ’Steffen er blevet direktør’. Og jeg siger: ’Nej, hold nu op’. Men hun holder ved og har været med til at rykke på mine grænser. Det er vigtigt for min ledelsesprofil.”

Der skal være noget at stræbe efter

I firmaet har de fået noget af det hele, med både fokus på ledelsen og medarbejderne. Alt fra samtaler på individniveau over processer alene for ledelsen eller svende og lærlinge til teambuilding og værdiafklaring for hele firmaet. Steffen Petersen siger: ”Vi afholder nu kvartalsmøder og MUS, osv. Her har vi været med til at opstille nogle spilleregler, som vi holder fast i. Medarbejderne har virkelig taget det til sig. De er gået med til at kontrollere sig selv - og det er jo en sejr i sig selv! De ved godt, det ikke er mig, der har fundet på det, de har selv været med til at vedtage det.”

Men hvor mærker Steffen Petersen en forskel? ”De har fået et meget bedre arbejdsmiljø. Irritationsmomenterne er væk. Nu har vi virkelige værdier, som alle nyder godt af. Det reflekteres også ude ved kunden. Vi bliver husket for den gode opførsel og har lært, hvordan vi håndterer svære situationer hos kunderne. Det er noget Anita har hjulpet os med. I det hele taget har vi fået større opmærksomhed på og forståelse for hinanden.”

Steffen Petersen er ikke i tvivl om, hvad det har betydet at være i gang med en længere proces i virksomheden: ”Medarbejderne har fundet ud af, at kvalitet gør folk glade. Og internt har vi bygget nogle broer mellem medarbejdere og ledelse. De ved selvfølgelig godt, hvem chefen er, men vi er gode til at se hinanden i øjnene. Det har Anita dæleme bidraget med.”

Nu er der ro i butikken

Den løbende udvikling har haft en god effekt. ”Det har været det helt rigtige at gøre. Nu har vi fået ro i butikken, og alle kender deres roller. Der er selvfølgelig stadig noget at få styr på, fx at MUS skal afholdes til tiden. Men det kommer. Og i mellemtiden punker Anita mig.”, siger Steffen Petersen med et smil.

Han kan allerede se effekten: ”Arbejdsglæde giver et boost, som man ikke kan købe sig til. Som leder skal man se tingene fra flere forskellige sider, mens medarbejderne nogle gange kun tænker på det økonomiske. Indtil jeg spørger dem, hvad der betyder mest, om de har det godt eller får en god løn. Så begynder de at tænke over det.”

Steffen Petersen slutter af med ordene: ”Anita er nærmest blevet en del af familien. Jeg vægter, at hun kommer med et smil på læben, og at hun er omstillingsparat. Det betyder meget for mig.”

 

Blikkenslagerfirmaet Steffen Petersen ApS ledes af indehaver Steffen Petersen og beskæftiger p.t. 15-20 medarbejdere. Firmaet har løst et væld af beklædningsopgaver på kirkespir, fredede bygninger, stationsbygninger, facader og tage på såvel store som små ejendomme. Medarbejdernes fagtekniske kompetencer og virksomhedens stolte håndværkstraditioner har sikret Blikkenslagerfirmaet Steffen Petersen ApS en markedsledende position.

For yderligere information besøg www.spblik.dk