Om Vitus Bering Innovation Park

Vitus Bering Innovation Park er en udviklingspark for udviklings- og vækstorienterede virksomheder og iværksættere. Viden om både teknologi- og forretningsudvikling er i tæt sam­spil med en stærk international profil gør Vitus Bering Innovation Park til det helt rigtige sted for innovative virksomheder med et globalt udsyn.

Læs mere om Vitus Bering Innovation Park: Klik på logo ovenfor

Hos Hummelshøj får jeg sparring på en ny måde

Det var en fælles bekendt, der først gjorde Ulla Meinby Sparre, Direktør for Vitus Bering Innovation Park, opmærksom på, at Hummelshøj søgte modige ledere, der havde lyst til at prøve en ny slags coaching. Ulla Meinby Sparre tog udfordringen op, men det var ikke uden overvejelser

”Jeg var ret ambivalent. På den ene side er jeg altid nysgerrig og vil gerne prøve noget nyt. På den anden side er jeg ingeniør og tror faktisk slet ikke på den slags. Så jeg gik med til at prøve det, men samtidig var det med en god del skepsis, for hvad er det her nu egentlig for noget?”

Hummelshøj er min oase

Efter første møde hos Anita Hummelshøj Mikkelsen var hendes skepsis allerede skrumpet en smule. Det var en rigtig god oplevelse, og meget anderledes, end hvad Ulla Meinby Sparre tidligere har prøvet hos en coach.

”Jeg har talt med Anita om, at jeg stadig ikke ved, om jeg tror på clairvoyance. Men Anita er skarp til at skabe nogle billeder, som vi taler ud fra. Jeg går også hos en klassisk coach, der er super-dygtig. Hos Anita får vi  talt om tingene på en anden måde. Så jeg var meget positivt overrasket, da jeg havde været der første gang. For mig er det en helt ny måde at få sparring på.”

Den store forskel på at komme hos Hummelshøj er til at få øje på. Og for Ulla Meinby Sparre giver det god mening, at der er plads til begge slags coaching.

”Min anden dygtige coach bruger jeg meget forretningsmæssigt. Der får jeg god sparring i forhold til min jobfunktion. Hos Anita er det mig og min energi, der er i centrum. Hun skaber en oase for mig, der giver ny energi – og på den måde smitter det af på mit arbejde.

Styr på energien

Hos Hummelshøj har Ulla Meinby Sparre fået plads og rum til at reflektere, og det er noget, hun finder meget befriende.

”Anita er god til at skabe ro, når der er for meget energi, der hvirvler rundt i kroppen på mig. I begyndelsen brugte Anita mest teknikker fra clairvoyancen, men de sidste par gange har hun brugt healing. Her var jeg også meget skeptisk, men tænkte at som direktør for en innovationspark er man jo nødt til at springe ud i noget nyt. Det viste sig så at være rigtigt for mig. Her finder jeg ro og oplever en energioptankning.”

Men samtalerne med Anita giver ikke kun ro.

”Hun er god til at være positivt provokerende og udfordre mig, når jeg er på vej tilbage i min safe-zone.”

I det hele taget mener Ulla Meinby Sparre, at Anita Hummelshøj er god til at læse, hvad der er behov for. Om det så er et skub til at træffe nogle beslutninger eller om det nærmere er ro og ingen pres.

Du behøver ikke tro på det

Ulla Meinby Sparre sætter især stor pris på den respektfuldhed, hun møder hos Hummelshøj. Her kan hun sige til og fra, når det handler om, hvad det enkelte møde skal handle om.  

”Det er dejligt at komme hos en, som tager sig af mig. Anita har en rigtig god intuition i forhold til, hvad der vil være godt for mig den dag. Og det i sig selv er befriende, at jeg ikke behøver at tage stilling til metoden. Du skal gå ind i det med et åbent sind – og du behøver ikke tro på det.”